Arbejdet med at teste en ny innovativ metode, så klapning af opgravet fjordbundsmateriale fra det storstilede Marina City-projekt forhåbentlig helt kan undgås, går nu i gang. Mens teknikken afprøves, vil et lavvandet område sydøst for Marina City være lukket for sejlads med sejl- og motorbåde, kajakker, robåde, surf og andre aktiviteter fra nu og cirka fire måneder frem.
Området bliver afmærket med gule bøjer. Inden for disse afmærkninger vil adgang være forbudt - se kort herunder.
”Mens entreprenøren tester den nye teknik, vil der være placeret tekniske anlæg under vandoverfladen, og der vil løbende blive foretaget forskellige undersøgelser. Sikkerheden har naturligvis den højeste prioritet. Derfor afspærrer vi midlertidigt området for at forebygge ulykker, hvor man påsejler de tekniske anlæg og ødelægger udstyr,” forklarer Torben Gade, projektchef Marina City.
Arbejdet udføres af entreprenørfirmaet Munck Havne & Anlæg A/S, der har udviklet en ny metode baseret på vakuumdræning til Marina City-projektet. Ideen er ved hjælp af et nyudviklet vakuumsystem at suge vandet ud af det bløde og vandholdige bundmateriale, så fjordbunden synker ned til det ønskede niveau og bliver mere fast.
I starten af juni måned ventes entreprenøren at være klar til at gå i gang med drænarbejdet. Inden da bliver der informeret nærmere om det videre forløb.
”Mange er selvfølgelig interesseret i, hvad der kommer til at foregå, så vi vil selvfølgelig sørge for at fortælle, hvad der kommer til at foregå. Men jeg kan allerede nu berolige naboer med, at det kommende arbejde ikke ventes at skabe støjgener,” siger Torben Gade.
Du kan følge projektet på temasiden for Marina City.
Her kan du se det det lavvandede område ved Marina Syd, der vil være afspærret ca. frem til oktober.