BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kan du se din lederprofil i vores ledelsesgrundlags overskrifter mennesker først, ledelse tæt på, træning, fællesskab og resultater? Og vil du gerne være afdelingsleder på socialområdet? Så søger vi netop dig.
Afdelingsleder til socialpsykiatrien
Kolding Kommune søger en udviklingsorienteret og nærværende leder til socialpsykiatrien i Center for Bostøtte og Væresteder. Vores gode kollega og afdelingsleder går på pension efter 40 år, og vi søger derfor hendes afløser.
Center for Bostøtte og Væresteder
Bostøtte og Væresteder er et fagcenter, hvor vi har samlet vores pædagogiske vejledningstilbud fra hhv. handicap, autisme og psykiatri med værestederne og vores støttekontaktpersoner. Fagcentret har stort fokus på samspillet på tværs i centret og på at bygge bro til civilsamfundet.
Hvad skal du lave?
Du bliver afdelingsleder for § 85-området inden for socialpsykiatrien, som består af 20-30 engagerede medarbejdere fordelt på 3 teams. Dvs. pædagogiske vejledere, der arbejder efter mål og handleplaner. Medarbejderne arbejder alene i borgerens hjem eller mødes med borgerne på Låsbyhøj eller andre steder. Nogle har også gruppeforløb, fx inden for mindfulness. Hele centret har et bredt samarbejde på tværs af kommunen og med civilsamfundet. Medarbejderne har ugentlig fællestid med enten personalemøde, faglig sparring eller temadrøftelser.
Som afdelingsleder i centret er du så privilegeret at have nogle fagligt dygtige medarbejdere, hvor der er stor imødekommenhed. Din ledelsesmæssige rolle er derfor at skabe rammer og retning for og sammen med medarbejderne – og at lede i et felt, hvor medarbejderne er fageksperter, men hvor du har det overordnede blik for, hvordan vi får samspillet til at fungere både indadtil og udadtil og ift. kommunens og centrets politikker og visioner.
Du er med til at præge centret sammen med din afdeling og dine lederkolleger og centerlederen. Det kræver fokus på kerneopgaven, gennemsigtig ledelse og viljen til at samarbejde og spille både medarbejdere, kolleger og resten af organisationen god. Derudover en positiv og anerkendende tilgang og en lyst til at udvikle et spændende fagområde.
Det er en unik mulighed for at sætte sit præg på et stærkt fagcenter og være med til at beskrive kerneopgaven sammen med medarbejderne, så vi får et mere fleksibelt tilbud til borgerne og hele tiden matcher det aktuelle behov, og så vi får fuldt udbytte af vores store faglighed.
Derudover får du ansvaret for alle vores studerende, både pædagoger, SSA’er og sygeplejersker – og i den sammenhæng får du en plads i de netværk, der følger med i samarbejdet med uddannelsesorganisationerne.
Faglige forventninger til vores nye afdelingsleder
Vi forestiller os, at du har kendskab til og forståelse for social- og psykiatriområdet. Derudover er det vigtigt for os, at du har gode evner til at kommunikere og formidle og betragter ledelse som dit primære fagfelt. Endelig skal du have et udviklingsorienteret tilgang, hvor du har interesse i og blik for fremtidens tendenser både inden for ledelse og fagligt fokus på socialpsykiatrien. Vi vægter altså ledelse og erfaring med udvikling højere end en bestemt uddannelsesmæssige baggrund.
Som afdelingsleder hos os forventer vi samtidig, at du ser værdien i at opbygge et netværk på tværs med fokus på opgaveløsningen, og at du er en holdspiller og kan have fokus på, hvad der er bedst for borgeren, frem for hvem der løser opgaven.
Du skal kunne anvende og omsætte din ledelsesfaglighed i vores fælles ledelsesgrundlag, som vi glæder os til i fællesskab at arbejde videre med.
Som leder i vores fagcenter vægter vi følgende tilgange til ledelse:
- Åbenhed, ordentlighed og tillidsbaseret tilgang
- Nærværende og tilgængelig ledelse
- Forståelse af og evne til at spille medarbejdere, kolleger og leder god
- Rammesætning og prioritering af kerneopgaven
- Lyst til at arbejde med feedback både med medarbejdere og i lederteamet
- Transparens
- Fokus på data og dokumentation – som en del af en kvalificeret løsning
- Evnen til at sætte egen ledelse og retning ind i vores overordnede politikker og strategier.
- Du evner både at lede dine medarbejdere og opgaven, som nogle gange løses på tværs af afdelingerne.
Vi tilbyder dig:
- En udviklingsorienteret organisation
- At blive en del af en ledergruppe på i alt 4 afdelingsledere og en centerleder, hvor du kan være med til at sætte dit præg
- At blive en del af et stærkt fagcenter, hvor der er fokus på kerneopgaven og borgerens centrum
- Faglig sparring og udvikling i din ledelse
- Et spændende netværk på tværs af kommunen
- Fleksibilitet og ansvar i dagligdagen
- Dygtige medarbejdere
- Gode fysiske rammer på Låsbyhøj, Nørregade 1 i Kolding
- Kantineordning, adgang til gratis fysioterapi, massageordning (mod mindre betaling) og forskellige personaleforeninger.
Om Center for bostøtte og væresteder
Vores mål er at blive et stærkt fagcenter med et godt arbejdsmiljø, og hvor sparring, høj faglighed, tværfaglighed og humor er omdrejningspunktet.
Vi understøtter borgere, der modtager støtte efter Serviceloven § 82 og § 85. Derudover har vi et SKP-team, som efter § 99 varetager udsatte borgere og borgere med sindslidelse, og vi har flere uvisiterede væresteder efter § 104.
Fagcenteret er organiseret med ca. 100 medarbejdere. Medarbejderne er opdelt i 4 afdelinger og i mindre teams herunder.
Vores socialpædagogiske medarbejdere har personalefaciliteter og udgangspunkt fra Låsbyhøj, Nørregade 1, Kolding, hvor vi bor dør om dør med vores tætte samarbejdspartnere fra blandt andet Rusmiddelcentret, Ungekontakten, Børne/familiehuset og regionens lokalpsykiatri.
Selvværd og sammenhæng – vores tilgang
Selvværd og sammenhæng er Social- og handicapområdets fælles tilgang.
Du kan læse mere om forvaltningens vision Selvværd & Sammenhæng på Kolding Kommunes hjemmeside: selvvaerdogsammenhaeng.dk
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Lønnen bliver fastsat efter principper for lokal løndannelse i henhold til ansøgerens kvalifikationer. Der indhentes straffeattest.
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse pr 1.11.2023.
Nærmere oplysninger
Er der spørgsmål, er du mere end velkommen til at tage kontakt til centerleder Marianne Petersen på mail vpete@kolding.dk.
Der er desuden mulighed for at lave en aftale enten d. 13. juli, d. 21. juli eller d. 2. august enten på telefon eller på Låsbyhøj, hvis du vil høre nærmere om stillingen.
Ansøgningsfrist:
Ansøgningsfrist er den 9. august.
Der afholdes samtaler den 15. august.
Hvis du indkaldes til 2. samtale, vil du få tilsendt en test, der giver et billede af din ledelsesadfærd. 2. samtale tager udgangspunkt i denne test.
2. samtale foregår den 30. august.
Ansøgning sendes elektronisk via knappen "Søg stillingen".
Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.
Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=c942e908)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kolding Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Kolding Kommune - Bostøtte og Væresteder, Nørregade, 6000 Kolding
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://www.ofir.dk/resultat/Jobannonce.aspx?ofirId=c942e908&action=sendApplicationUrl&utm_source=job.jobnet.dk&utm_medium=referral
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5864553