Udviklingen i detailhandlen i Kolding Kommune tegner et interessant billede. Antallet af butikker er faldet, hvilket også følger den generelle tendens på landsplan. Men de butikker, der fortsat ligger i kommunen, og de nye der er kommet til fra 2013 til 2025, optager større arealer og omsætter for mere, end det tidligere har været tilfældet.
Kolding bymidte er samtidig i forandring. Den traditionelle handel fylder mindre i nogle områder, mens restauranter, caféer, service og oplevelser får større betydning. Bymidten bruges nu ikke kun til indkøb, men i stigende grad som et sted at spise ude, mødes og tilbringe tid sammen. Dette billede bekræftes af en detailhandelsanalyse fra COWI for Kolding Kommune, som bliver præsenteret for Økonomiudvalget den 20. oktober.
Kolding markerer sig som den stærkeste handelsby i Syd- og Sønderjylland, understøttet af en vækst i omsætningen der ligger over landsgennemsnittet. I 2025 omsatte butikkerne i kommunen samlet for cirka 6,26 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 23% siden 2013 målt i løbende priser. Til sammenligning var stigningen på landsplan 15% for udvalgsvarer og 21% for dagligvarer.
Kolding Storcenter og butikkerne omkring tiltrækker kunder fra både nærområdet og længere væk, hvilket styrker byens position på handelskortet. Samtidig er der en transformation i bymidten, hvor handelslivet samles i de centrale gågader, mens service og kultur har fået større plads. Kommunen støtter denne udvikling gennem dialog med erhvervslivet og ved at optimere de fysiske rammer for et attraktivt bymiljø med kant, kultur og fællesskab.
Siden 2014 har kommunen samlet mistet 2% af dagligvarebutikkerne, mens udvalgsvarebutikkerne er blevet 22% færre. Dog er butiksarealet ikke faldet tilsvarende. Dagligvarebutikkernes areal er steget med 19%, og gennemsnitlig butiksstørrelse er vokset med 21% siden 2014.
En omstilling ses især i de gader, der ligger op til den centrale bymidte, som den sydlige del af Søndergade og Jernbanegade, hvor der nu findes mere service og flere oplevelser. Søndergade syd for jernbaneviadukten har forvandlet sig fra handelsgade til en gade præget af skønhedsfunktioner. Her er detailhandlen faldet med 70%, samtidig med at skønhedsfunktionerne er gået op med 75% siden 2014.
Bymidtens mange spisesteder spiller en vigtig rolle for livet i byen. Cirka hver fjerde funktion i bymidten er et spisested. Selvom denne andel ikke har ændret sig meget, er arealet vokset med 50%, mens omsætningen er steget med 72%. Det afspejler, hvordan brugen af midtbyen forandres, og at café- og restaurantbesøg fylder mere i folks byoplevelser end tidligere.
De omkringliggende centerbyer Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup fastholder deres betydning som lokale handelscentre. Christiansfeld har i perioden endda øget både butikstal og butiksareal.
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/kolding-er-sydjyllands-staerkeste-handelskommune