Kolding Kommune opfordrer alle borgere over 15 år til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, hvor de kan dele oplevelser og idéer til, hvordan det kan blive bedre, tryggere og mere attraktivt at cykle i kommunen. Initiativet er en del af arbejdet med en ny og ambitiøs cykelhandlingsplan, hvor borgernes input spiller en central rolle for fremtidige prioriteringer og indsatser.
I spørgeskemaet får borgerne mulighed for at fremhæve steder, hvor cykelforholdene allerede fungerer godt, pege på udfordringer samt komme med forslag til, hvad der kan få flere til at vælge cyklen. Der stilles også spørgsmål om tilfredsheden med de nuværende forhold og behovet for bedre cykelparkering.
Det tager 5-10 minutter at gennemføre undersøgelsen, som er åben for alle – også for dem, der ikke har modtaget invitationen i e-Boks. Besvarelserne er anonyme, og alle indsamlede input vil indgå i det videre arbejde med at forbedre cykelforhold og trafiksikkerhed i hele kommunen.
Undersøgelsen kan besvares via dette link, og der er mulighed for at deltage frem til og med den 20. april.