Kolding kommune søger en sygeplejefaglig stærk leder til S3 - Akut og Specialsygeplejen

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen søger en passioneret, visionær og fagligt stærk leder, der er optaget af, at vi i fælleskab med vores mange samarbejdspartnere bidrager til at skabe meningsfulde borgerforløb, så borgerne oplever selvværd og sammenhæng i alt hvad vi siger og gør.

Vi søger en sygeplejeuddannet leder, der med synlighed og en naturlig autoritet sammen med medarbejderne kan videreudvikle S3.

Sygeplejen i S3 - Akut og Specialsygeplejen 

Sygeplejen er opdelt i tre afdelinger S1, S2 og S3. Vi søger en leder for S3, der har ansvaret for akutteamet og specialfunktionerne sår, palliation, inkontinens og psykiatri- og misbrug, herunder de fleste af kommunens sygeplejeklinikker. Der er cirka 30 dygtige sygeplejesker, som arbejder med stor faglig viden i et tillidsfuldt professionelt samarbejde.

I Sygeplejen er vi optaget af det tværprofessionelle samarbejde, og vi har mange samarbejdsflader internt i kommunen, men også eksternt med blandt andet de praktiserende læger og Sygehus Lillebælt Kolding, hvor vi samarbejder om at afprøve og forbedre vores samarbejdsmodeller. Eksempelvis deltager akutsygeplejen på den daglige konference i akutmodtagelsen, lige som der afprøves om samlokalisation giver værdi for borgerne. Som leder af S3 deltager du, sammen med chefen, i vores tætte ledelsessamarbejde med Sygehus Lillebælt, og du er fast medlem af det kommunalt lægelige udvalg (KLU).

Det er vigtigt for os kontinuerligt at videreudvikle sygeplejen, eksempelvis arbejder vi struktureret med sår-triage, og vi er stolte af at deltage i et PHD projekt om forebyggelse af indlæggelser.

Vi har fokus på, at vores dygtige og dedikerede medarbejdere er klædt på til at kunne løse fremtidens kommunale sygeplejeopgaver, så Kolding fortsat er på landkortet, fordi vi leverer en værdiskabende indsats sammen med vores borgere. Det er derfor også essentielt, du udfordrer os til at være modige og gå nye veje.

Du bliver en del af et stærkt og dynamisk lederteam med lederne af sygeplejen og Vesterløkke, center for midlertidigt ophold. Der er tæt sparring med lederkollegaer og Chefen for Sygepleje, Hjemmehjælp, Uddannelse og Kvalitet både i forhold til drift og udvikling.

Vi er en forvaltning, som tager ansvar ud i sidste led. For os er selvværd og sammenhæng en kultur, der gennemsyrer vores tilgang til samarbejdet med borgerne. Derfor er vi ydmyge og nysgerrige på vores egen tilgang til alle borgerforløb sådan, at vi hele tiden arbejder på både at videreudvikle vores område og vores kompetencer.

Dine kvalifikationer som leder af S3

Vi forventer indledningsvis, du er uddannet sygeplejerske gerne med erfaring fra akutområdet. Vi forventer også, at du allerede har erfaring med ledelse og det gerne fra en kommune. Det er en fordel, hvis du har en diplom, master eller kandidatuddannelse indenfor enten sygepleje og/eller ledelse.

Du er en relationel stærk personaleleder, der med nærvær og faglighed kan sætte medarbejdernes kompetencer i spil. Du er en tålmodig lytter, der er tænker innovativt. Derfor har du også det nødvendige mod til at prøve at udfordre både medarbejdere, internt i organisationen og ud i samarbejdet til vores mange eksterne samarbejdspartnere - alt sammen med fokus på Borgerens Centrum.

Erfaring med økonomistyring er ligeledes en af dine kompetencer, og du ser arbejdet med en sund økonomi som en vigtig del af ledelsesopgaven.

Du kommer med en menneskelig forståelse både i forhold til medarbejderne, borgerne, de komplekse borgerforløb, men også for det politiske rum. Du kommunikerer ubesværet i skrift og tale med både borgere, pårørende, medarbejdere, kolleger og med vores mange samarbejdspartnere.

Du mestrer at gå ind i det konfliktfyldte og skabe ro, tryghed og retning for alle parter, således, at alle oplever at blive hørt og set.  Vi har brug for en empatisk leder, som ser retningen og de nyeste tendenser, men som især får sat tydelige mål og implementeret dem helt ud i driften. 

Selvværd og Sammenhæng

Du bliver ansat i Senior- Sundheds og Fritidsforvaltningen, som har en klar vision;

Selvværd og sammenhæng i alt, hvad du siger og gør.

Det er en vision, vi kan opfylde ved altid at arbejde ud fra forvaltningens fem leveregler:

  • Tal et sprog alle mennesker forstår
  • Alt inden for din radar er dit ansvar
  • Det er borgerens plan/aftale
  • Sæt fællesskabet i spil
  • Gå borgeren i møde

Du kan læse mere om visionen, levereglerne og Senior, Sundheds- og Fritidsforvaltningen her.

Yderligere information.

Hvis du har uddybende spørgsmål er du velkommen til at kontakte Tina Andersen, Chef for Sygepleje, Hjemmehjælp, Uddannelse og Kvalitet på 7979 9600 eller tiand@kolding.dk

Løn og ansættelsesvilkår 

I henhold til gældende DSR´s overenskomst efter principperne i Ny Løn med udgangspunkt i L12 + 20.000 kr.

Ansøgning

Ansøgning sendes elektronisk via knappen "Ansøg". Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Praktiske oplysninger om ansættelsesprocessen.

Ansøgningsfrist er den 12. juni. Stillingen ønskes besat senest 1. august 2023.

Vi afholder 1. samtalerunde den 16. juni og 2. samtale den 28. juni. 

Mellem de to samtaler vil der den 27. juni være et uformelt kaffemøde med Chef for Sygepleje og Hjemmehjælp Tina Andersen. Der gennemføres en personprofilanalyse med personlig tilbagemelding af HR, ligesom der vil blive trukket referencer efter nærmere aftale forud for 2. samtale.

Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.

Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=8a3451df)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Kolding Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Kolding Kommune - Sygeplejen S3, Sygehusvej, 6000 Kolding

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://www.ofir.dk/resultat/Jobannonce.aspx?ofirId=8a3451df&action=sendApplicationUrl&utm_source=job.jobnet.dk&utm_medium=referral

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5834544

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet